skip to Main Content
22760237 lenestorgaard78@gmail.com

“Drengen, Lyset og Rummet – work in progress”

Drengen, Lyset og Rummet - works in progress

Teater HVIDE RUM inviterer hermed til teatervisning på ´Drengen, Lyset og Rummet, work in progress´på Bådteatret den 28. og 29. juli kl. 20.00.
Vi har en uge i alt på Bådteatret til at improvisere scener frem til vores kommende forestilling ´Drengen, Lyset og Rummet´. Derfor inviteres I til en meget billig billetpris på 30 kr. til at komme og se vores work in progress visning – dvs. ikke-færdige forestilling, men indblik i arbejdet – som en del af processen hen imod den færdige forestilling, som vi forventer endelig premiere på i 2018.

Beskrivelse: (kan ændre sig undervejs i impro-arbejdet) ”En sen efterårsaften samler Ingrid en dreng op i udkanten af en skov. Han er beskidt, kold, sulten og i chok. Han kan ikke huske meget, og det han husker kommer i billeder og er næsten for utroligt til at være sandt. Hans fortællinger giver udtryk for at han har været bortført af rumvæsener og måske endda været udsat for overgreb og operationer foretaget i rummet. Vi følger ham i hans vågne tilstand, såvel som i hans drømme, alt imens Ingrid våger over ham. I drømmesekvenser gennemlever han at blive ramt af lys og samlet vægtløst op for at svæve hjælpeløst mod et rumskib. Grebet af drengens historie ringer Ingrid til politiet, og det bliver klart, at drengen er forsvundet fra sit hjem for 3 hele dage siden, mere end 150 km derfra, og hans bekymrede far kører straks mod Ingrids hjem, hvor han nu befinder sig. Alt i mens faren hastigt nærmer sig, bliver drengens historie mere omfattende og et nyt billede begynder at tegne sig.”

Med ”Drengen, lyset og rummet” beskæftiger vi os med seksuelle overgreb på børn og unge, fordi vi ønsker at være med i kampen om at oplyse, forebygge og åbne op for noget, der er så forfærdeligt, at de fleste ikke tør tale om det eller handle på det. Lisbeth Zornig Andersen bakker op om projektet. Hun er forfatter, foredragsholder og debatskaber og har selv været udsat for overgreb.

Instruktør og dramatiker: Adam Brix
Skuespiller og teaterleder: Lene Storgaard
Skuespiller: Simon Hilmoine
Producent: Thomas J. M. R. Bæhring
Bygger, scenograf og musiker: Ronald Nielsen
Dukkefører: Alex Lehman

Lystekniker: Andreas Holmgaard

Billetter:
30 kr.
https://billetto.dk/en?is_v=1&page=0&text=teater+hvide+rum

Facebook event:
https://www.facebook.com/events/1075387859229050/?fref=ts

 

Om Teater Hvide Rum

Teater Hvide Rum tager fat i de emner, som de fleste ikke har lyst til at beskæftige sig med, fordi indholdet ligger i den tungere ende af vægtskålen. Vores mål er at give emnerne et kunstnerisk udtryk, der berører publikum, og som samtidig sætter gang i relevante debatter og indsigt i tabuer, som har brug for at blive belyst.
Teater Hvide Rum ønsker at spejle dem, der genkender problematikkerne i vores forestillinger samt at give dem en stemme via teatrets udtryk. Vi ønsker samtidig at informere og oplyse dem, der ikke kender til disse udfordringer. Vi samarbejder med diverse foreninger og stærke personprofiler, der kan henvise til relevant rådgivning og hjælp, og som kæmper for at gøre opmærksom på de temaer, vi beskæftiger os med i vores forestillinger. Derfor leder vi altid efter foreninger, organisationer og stærke personprofiler, der arbejder med temaerne på forskellig vis, og som vil være samarbejds- eller sparringspartnere.

 

Pårørende

Vores første forestilling ”Pårørende” havde premiere i efteråret 2015 og omhandler det at være pårørende til en psykisk sårbar person og de konsekvenser det kan have. Forestillingen blev skabt bl.a. i samarbejde med Bedre Psykiatri og Bedre Psykiatri Ungdom samt Sind og SIND Ungdom, hvor pårørende bl.a. kan søge viden, rådgivning, terapi og meget andet. Vi lavede after talks efter hver forestilling både med foreningerne og individuelle pårørende, der stod frem og fortalte deres historie. Vi er i øjeblikket ved at forberede forestillingens turné, som vil finde sted fra foråret 2018.
Se teaser fra Teater Hvide Rums første forestilling “Pårørende” https://teaterhviderum.dk/billetter/

 

This Post Has 0 Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back To Top