Skip to content
22760237 lenestorgaard78@gmail.com

Baggrunden for forestillingen “Pårørende”

Pårørende er den første forestilling Teater HVIDE RUM indtil videre har arbejdet på at videreudvikle og ansøge midler til. Der har været lange perioder, hvor vi ikke har arbejdet videre med projektet, grundet arbejde, uddannelse og andre projekter, men projektudviklingen startede som en idé i sommeren 2012, da jeg i en lang årrække har haft en drøm om at lave et teaterstykke omhandlende psykisk sårbarhed og de pårørende, der hver dag lever med de udfordringer det er at have en person tæt på sig, der er psykisk sårbar.

 

 “Jeg har aldrig kunnet passe på dig, fordi jeg er syg.”

 

Selv har jeg været pårørende til en psykisk sårbar i over 20 år. Mange spørger, hvordan det føles, når én, der er så tæt på én pludselig udvikler en psykisk sygdom og forandrer sig. I mit interview om at være pårørende har jeg forsøgt at svare på det således:

 

“Jeg kan huske, at jeg gik fra at være barn, præteen, hvor tingene var nyt og spændende til lige pludselig at – jeg kan den dag i dag ikke længere huske, hvad der ramte mig eller forklare det, jeg kan bare huske, at jeg fik sådan en DUNG … sådan – hele verden kom med et STØD [pufff] ind på min krop, og så var der et eller andet, der oppefra bare pressede mig nedad. Hele vejen ned igennem jorden … Og så var jeg bare så trist – hele tiden. Jeg var bare så trist. Og alting derhjemme var fuldstændig kaos. Når man åbnede døren, så gik man ind i sådan et tåget spøgelseshus … .”

 

Børn og unge pårørende tager et over-ansvar på sig, der gør, at de bliver meget hurtigt voksne, hvilket kan belaste dem resten af livet:

 

“Men jeg fandt i hvert fald meget hurtigt ud af, at hvis jeg påtog mig en voksenrolle, så fik jeg opmærksomhed. … Ja, hvis jeg tog mig af dem alle sammen på en eller anden måde. Så fik jeg faktisk den opmærksomhed, jeg hungrede efter.”

 

I forbindelse med vores research og interviews har vi erfaret, at de fleste pårørende føler sig alene omkring deres problemer, og at de ikke nødvendigvis er klar over, der er hjælp at hente via pårørendeforeninger – hvor jeg i øvrigt selv har fundet støtte, da jeg var yngre. Teater HVIDE RUM ønsker at lave et forebyggende arbejde for at informere, bryde tabuet og åbne op for dialogen omkring, at de pårørende er der, og at de har brug for støtte til at få hverdagen til at køre.

 

Skrevet af Lene Storgaard 1. marts 2013.

This Post Has 0 Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back To Top