Med ”Drengen, lyset og rummet” sætter vi fokus på seksuelle overgreb på børn og unge, fordi vi ønsker at være med til at skabe dialog omkring et emne, der er meget tabubelagt og har livsændrende konsekvenser for ofrene. Børn og unge er bange for at åbne op om overgreb, og de voksne omkring dem ser ofte ikke tegnene på overgreb.
Vi er i øjeblikket ved at søge midler til at realisere forestillingen, og Bådteatret har sagt ja til, at vi kan spille den færdige forestilling som gæstespil hos dem i foråret 2026. Derudover samarbejder vi med Landsforeningen Spor, der arbejder for at sikre bedre forhold for voksne med senfølger af seksuelle overgreb, som bl.a. bakker op og bidrager med faglig sparring på indhold samt netværk i forhold til udbredelse af forestillingen. Vi søger fortsat samarbejdsparter i form af foreninger og organisationer, der arbejder med emnet.
Målgruppen er unge og voksne. Vi vil turnere med forestillingen på teatre, spille for de ældste klasser på skoler og spille på ungdomsuddannelser samt i andre relevante sammenhænge.
Teater Hvide Rum søgte Ubåden på Bådteatret i 2017 via open call og kom med som en del af Ubådens åbne sceneprogram. Vi havde en uge i alt til at improvisere enkelte scener frem til ”Drengen, Lyset og Rummet”. Scenerne spillede vi som et indblik i work in progress den 28. og 29. juli 2017. Her fik publikum mulighed for at stille spørgsmål og give feed back til skuespillerne og instruktøren vedr. indhold og handling.
Lisbeth Zornig Andersen bakkede op om vores work in progress tiltag. Hun er bl.a. forfatter, foredragsholder, mønsterbryder og debatskaber omkring seksuelle overgreb, udsatte unge, senfølger samt mental og fysisk sundhed.
i 2022 modtog vi midler fra Skuespillerforbundets Produktionsstøtte til at færdiggøre manuskriptet til forestillingen.
Handling:
En sen efterårsaften samler Ingrid en dreng op i udkanten af en skov. Han er beskidt, kold, sulten og i chok. Han kan ikke huske meget, og det han husker kommer i billeder og er næsten for utroligt til at være sandt.
Hans fortællinger giver udtryk for at han har været bortført af rumvæsener og måske endda været udsat for overgreb og operationer foretaget i rummet. Vi følger ham i hans vågne tilstand, såvel som i hans drømme, alt imens Ingrid våger over ham.
I drømmesekvenser gennemlever han at blive ramt af lys og samlet vægtløst op for at svæve hjælpeløst mod et rumskib. Grebet af drengens historie ringer Ingrid til politiet, og det bliver klart, at drengen er forsvundet fra sit hjem for 3 hele dage siden, mere end 150 km derfra, og hans bekymrede far kører straks mod Ingrids hjem, hvor han nu befinder sig.
Alt i mens faren hastigt nærmer sig, bliver drengens historie mere omfattende og et nyt billede begynder at tegne sig.
Holdet bag:
Instruktør og dramatiker: Adam Brix
Skuespiller og teaterleder: Lene Storgaard
Skuespiller: Simon Hilmoine
Scenograf, bygger og musiker: Ronald Nielsen
Dukkefører og effekter: Alex Lehman
Illustrator: Troels Øhman
Lysdesigner -og tekniker: Andreas Holmgaard
Producent: Thomas J. M. R. Bæhring
Tak til:
Frank Corsaro
Landsforeningen Spor
Lisbeth Zornig
Bådteatret
Hele holdet bag forestillingen