Skip to content
22760237 lenestorgaard78@gmail.com

Teaterforedrag – Når dine kære rammes af psykisk sygdom

Foto af Asger Korsgaard Jensen.

Præsentation:

Vi vil med vores teaterforedrag sætte fokus på pårørende til personer med psykisk sygdom og de konsekvenser, livet og ansvaret som pårørende kan have. Dette ved at give pårørende et direkte talerør i form af Lene Storgaards personlige historie, hvis afdøde bror i over 30 år led af paranoid skizofreni.

Lene har bl.a. lidt af spiseforstyrrelse, angst, stress og fødselsdepression som en del af konsekvensen af livet som pårørende. Hun vil gerne dele sin historie med andre i samme situation og med de professionelle, der skal arbejde med pårørende som et led i behandlingen af den psykisk syge.

Teaterforedraget er skabt i håb om at skabe større bevidsthed om og forbedring af de pårørendes livsvilkår i al respekt og kærlighed for den syge. Og for at medvirke til at aftabuisere og afstigmatisere psykisk sygdom og det at være tæt på en person, der kæmper med psykiske lidelser.

Idéen er inspireret af Teater Hvide Rums teaterforestilling Pårørende. Læs gerne mere om forestillingen her: https://teaterhviderum.dk/forestillinger/paaroerende/

Indhold og medvirkende:

I teaterforedraget stiller teaterleder og skuespiller Lene Storgaard sin historie som pårørende til rådighed som fortæller. Skuespiller Simon Hilmoine spiller monologer baseret på Lenes historie, og facilitator Lisette Rasmussen guider publikum igennem teaterforedraget, præsenterer fakta og viden om pårørendes belastningsgrad samt faciliterer en reflekteret dialog publikum imellem. Desuden leder hun en spørgsmålsrunde, hvor publikum har mulighed for at stille spørgsmål til de medvirkende.

Teaterforedraget består da af:

  • en dokumentaristisk del – fortælling af personlig historie
  • en kunstnerisk del – teatermonologer baseret på virkelige oplevelser
  • fakta og viden om pårørendes helbred og livsvilkår
  • guidet reflekteret dialog og spørgmål

Instruktør Adam Brix instruerer teaterforedragets fortællinger.

Instruktør Martin Norén instruerer teaterforedragets monologer og laver glidende overgange imellem det dokumentaristiske og kunstneriske indhold.

Fotograf og web -og  contentdesigner Mia Elisabeth Nielsen står for PR materiale samt markedsføringsstrategi.

Lisette laver drejebog og manuskript for den faglige del.

Lene laver manuskript for den dokumentaristiske og kunstneriske del.

Opstart:

Teater Hvide Rum afholdt den 4. maj 2023 et prøve-foredrag i Lyngby Frivilligcenter, hvor Lene fortalte og læste op ud fra et foreløbigt manuskript for at afprøve konceptet foran pårørende og fagfolk. Dette i samarbejde med en pårørendevejleder for Lyngby-Taarbæk Kommune, Center for Social Indsats. Det var en meget givende oplevelse med positiv feedback fra deltagerne, og det var samtidig startskuddet på det nuværende projekt.

Premiere og turné:

Teaterforedraget afholder premiere den 29. november 2024 i Stalden på krudttønden, København. Herefter spiller vi for Bedre Psykiatri Holbæk/ Odsherred og SIND Holbæk-Odsherred-Kalundborg i Odsherred.

Efterfølgende arbejder vi på salg af og turné med teaterforedraget i hele Danmark. Selve turnéen starter fra april 2025. Kontakt os gerne hvis I er interesserede i, at vi skal komme og spille hos jer.

Vil du samarbejde?

I øjeblikket samarbejder vi med Bedre Psykiatri Holbæk/ Odsherred og SIND Holbæk-Odsherred-Kalundborg.

Vi søger altid samarbejdsparter, der har lyst til at bakke op om eller støtte projektet på anden vis. Kontakt os gerne for en snak.

Fra teaterforedraget:

Jeg sidder foran dig på gulvet på dit værelse.
Alting er hvidt.
Jeg beder dig, om ikke du nok vil spise.
Du holder sultestrejke.
Du har bar overkrop og er meget tynd.
Du har røde knopper over hele kroppen.
Jeg ved ikke, hvor de kommer fra.

Alting i værelset er hvidt, for det skal det være. Sengen, sengetøjet, dine underbukser, væggene. Der er næsten ingenting i værelset. Det er som om, du flyder i et med rummet, som om du er gennemsigtig.
Du er ved at blive til en anden.

Nå, men under det her lange besøg på retspsykiatrisk afdeling var der et par gange, hvor jeg var alene på gangen. Jeg skulle vist nok hente nogle af mine ting, der var låst inde hos personalet, og de andre patienter gik frem og tilbage på gangen og havde undersøgende, hårde blikke. Med bankende hjerte forsøgte jeg at forholde mig neutralt til dem. Jeg forsøgte i det hele taget at omfavne min bror med alt, hvad det indebar at besøge ham, lytte til ham og anerkende ham. Jeg ville vise ham, at uanset hvor langt ude det hele var, så elskede jeg ham højere end alt og ville dø for ham. Sådan havde jeg det faktisk. Jeg fantaserede nogle gange om, at hvis jeg kunne give mit liv for at gøre ham rask, så ville jeg gøre det.

Salgsinformation:

Varighed:
Ca. 120 minutter.

Scenekrav:
Ingen specifikke scenekrav

Mørklægning:
Ingen mørklægning

Strøm:
Ingen specifikke strømkrav. Brug af computer/ PowerPoint

Pris:
Kontakt venligst Teater Hvide Rum for info.

Kontakt:
Teaterleder og skuespiller Lene Storgaard
TLF (+45) 22760237

Mail: Lenestorgaard78@gmail.com

Holdet bag:

Teaterleder, skuespiller, manuskriptforfatter, fundraiser og producent: Lene Storgaard

Instruktør: Adam Brix (fortællerdelen)

Instruktør: Martin Norén (monologdelen)

Skuespiller: Simon Hilmoine

Facilitator: (BA.Psych, Stud.KA,Psych, Procesmoderator, coach og udviklingskonsulent) Lisette Rasmussen

PR og markedsføring: Mia Elisabeth Nielsen

Back To Top