Digt af anonym pårørende:

Men om et menneske, som jeg elsker

bliver syg og dør af denne sygdom

og jeg ser dette menneske

ligge bleg og kold –

da ved jeg

at dette menneske er død

og jeg kan græde af sorg

 

Og når Guds ord har talt

om livet og døden

og kærlighed til alle mennesker

og præsten har kastet jord på den dødes kiste – 

da ved jeg

at dette menneske har forladt mig

og jeg kan sige farvel

 

Men om en sygdom som ikke fører til døden

rammer min egen søn

og fra hans ungdom vil være ham

til ensomhed

og jeg ikke magter at hjælpe ham

hvor end jeg gerne vil

til at leve som et helt menneske

med venner, familie, en hustru – børn

og se sine hænder skabe –

da ved jeg

at jeg ikke kan sige farvel –

kun græde.